Betonens udvikling - en rejse i tid, rum og æstetik

Elsket, foragtet og glemt i århundreder. Betonen har været meget igennem, men har i dag genfundet sig selv som effektfuldt æstetisk og funktionelt virkemiddel. 

Beton og modernitet er ofte blevet set som to tæt forbundne størrelser, både på godt og ondt.

Materialet er således en inkarneret del af vores moderne industrialiserede udvikling. Lige fra de problematiske associationer – som totalitære diktatorer og 60ernes sociale boligbyggerier har bibragt det – til de nye og spændende arkitektoniske potentialer, materialet fortsat muliggør.

Betonens historie strækker sig dog længere tilbage end vi umiddelbart skulle tro.

Et ældre produkt i ny form

Allerede i Oldtidens Grækenland blev et betonlignende materiale brugt til at fremstille huse, broer og akvædukter. Og den store pyramide i Giza blev ligeledes udført af en form for kunstige sandsten, der minder om vore dages beton. 

Materialet blev dog overset i århundreder indtil den britiske ingeniør John Smeaton i 1756 revolutionerede byggeindustrien med sin brug af hydraulisk mørtel i beton. Og springer man 200 år frem i tiden – til 1920erne og 1930erne – så opfattede modernistiske arkitekter som Le Corbusier og Ludwig Mies van Der Rohe nærmest beton som et utopisk materiale, der symboliserede menneskehedens fremskridt og potentiale.

Betonens æstetiske værdi fik dog en hård medfart i de følgende årtier. Dels som følge af den fascistiske og stalinistiske brug af svulstig beton-monumentalitet, men i høj grad også på grund af 60/70ernes fremmedgørende boligbyggerier.

Udvikling og praktisk brug

Den gradvise udvikling og forbedring af betontyper, som vi har oplevet frem til i dag, har dog bevist at materialet har en praktisk, funktionel og æstetisk berettigelse i vores samfund.

Omkring 7.5 milliarder kubikmeter beton bliver hvert år produceret på verdensplan. Som tallet afspejler, så er beton blevet en inkarneret del af næsten alle nye byggerier. Det indgår i dag i alt fra bærende konstruktioner til terrasser, indkørsler og tagsten.

Men hvor betonens praktiske og funktionelle værdi længe har mødt accept, så er det først indenfor de sidste 10-20 år at materialet har fået en regulær æstetisk renæssance.

Æstetisk renæssance

I de senere årtier har beton, som både æstetisk og funktionelt materiale, igen vundet indpas i hjerterne på designere, arkitekter og hos den almene befolkning.

De mange innovationer indenfor betonprodukter har bevirket at beton ikke længere anses for at have ét visuelt udtryk. Overfladestruktur, farve, form, holdbarhed m.v. kan i dag varieres og tilpasses det enkelte design.   

Beton kan således anvendes som et stærkt æstetisk og formmæssigt virkemiddel.

I en dansk kontekst har vi været vidne til dette igennem nyskabende byggerier som den amerikanske arkitekt Steven Holls  Heart Herning Contemporary Museum of Art (2009) og franske Jean Nouvels DR Koncerthuset (2009). I begge byggerier er betonens dynamiske og taktile udtryk, med til at skabe et både anderledes og progressivt design.  

Nye udviklingstendenser

Beton bliver dog ikke længere eksklusivt brugt indenfor bygningsdesign, men har efterhånden gjort indtog i andre, mere utraditionelle designgenrer. Særligt indenfor møbeldesign og brugskunst har vi fx oplevet et sandt boom af produkter udført i beton.

Inspireret af 30ernes industrielle design, kan man i dag erhverve sig alt fra sofaer, stole og bordplader til lamper og lysestager i beton.         

Materialets renæssance, viser os, at det, på trods af sin lange historie, stadig er aktuelt og moderne. 60ernes beton-ghettoer er er sat i bakspejlet og en ny æra, med æstetisk diversitet og formmæssig nytænkning er begyndt!