Indgangen er husets visitkort

Indgangspartiet er det første man ser af et hus. Derfor skal det være flot, specielt og passe til både huset og haven. En god huskeregel er, at trappen skal være stor nok i forhold til døren. Og så er tofarvede trapper altid flotte, mener havearkitekt Jan Klitgaard.

Forretten skal passe til hovedretten, skoene skal passe til kjolen – og indgangspartiet skal passe til resten af huset. Men hvordan laver man det perfekte indgangsparti, og hvad skal man være særligt opmærksom på? Det har vi spurgt havearkitekt Jan Klitgaard fra Klitgaards Brolægning om. Han kommer med gode ideer, råd og med et bud på, hvad tendensen bliver i den kommende tid.

Det første indtryk er altid det vigtigste – derfor fungerer indgangen som husets visitkort. Så det er vigtigt at tænke sig godt om, når man planlægger husets indgangsparti. Men hvordan skaber man et indgangsparti, der både passer til huset og til ens personlige stil – uden at ligne naboens? ”For det første skal indgangspartiet passe til husets facon og stil. Man skal undgå for store ting i starten. Satse på enkle linjer, så man kan se så meget af huset, som muligt. Og så skal man sørge for, at trappen ikke er for lille i forhold til huset og hoveddøren”, siger havearkitekt Jan Klitgaard.

Hent inspiration i kvarteret

"Det er en god ide at køre en tur i et par villakvarterer. Der kan man se det sidste nye og blive inspireret”, fortsætter Jan Klitgaard og tilføjer, at man ikke skal være bange for at lave noget anderledes og personligt, for eksempel ved at blande forskellige typer sten, granit og beton. I det hele taget synes Jan Klitgaard, de fleste indgangspartier er for kedelige. Så hvis man ikke selv har ideerne, er det en god ide at ofre lidt på professionel rådgivning for at få et flot resultat. ”I de ti år jeg har rådgivet folk, har jeg aldrig lavet noget ens!”

Jan Klitgaard mener, at tendensen går imod snoede gangsystemer med bløde, svungne linjer, der giver en flydende overgang til haven. Større fliser som for eksempel IBF Bordurfliser bliver også mere og mere populære, ligesom stedsegrønne planter, der sørger for, at haven også er værd at kigge på om vinteren. Derudover bliver både huset og haven i stigende grad oplyst – for eksempel med spots på træer og bede.

”Og så er folk trætte af granit! Det kan man efterhånden få i ethvert byggemarked. Forskellige natursten er flottere. De er aldrig ens – og det giver liv i haven”, slutter Jan Klitgaard.