Blogindlæg af Dorthe Kvist

1. blogindlæg: Havens bedste kroge byder på nærvær i lange baner

Åh disse fabelagtige forårsdage. Der findes nærmest ikke nogen tid på året hvor havekriblen i fingrene er større end her i starten af foråret.

Weekendens morgener i høj kurs

Jeg kan næsten ikke være i min krop af bare begejstring over de lysere tider, de længere dage, og temperaturen der gradvis stiger med løfter om lange varme dovne dage i solen. Saftige jordbær, og sprøde ærter af egen høst, kaffe i solen, gæster i haven, og hovedet fuld af fem milliarder nye projekter der skal afprøves i haven. Derfor er weekendens morgener i høj kurs, når jeg, straks jeg vågner, sniger mig ud i haven med dagens første kaffe i hånden og nyder at have det hele for mig selv.

 
Det perfekte sted at slappe af
 
Min have er en legeplads, et laboratorium hvor jeg kan prøve ideer af og øve mig på at blive en fabelagtig gartner, tomatdyrker, blomsterbonde og ukrudtsbetvinger. Min have er også der hvor jeg finder fred, der hvor jeg gearer ned, lader op og kobler af. I et liv med en sprængfyldt kalender, fulde af indkøbslister, mødeindkaldelser, børnefødselsdage, deadlines, forældremøder, legeaftaler, fitnessabonnementer og hvad ved jeg, er haven det perfekte sted at slappe af. Her er ingen computere og bimlende mailboks, her er bare planter, sol og vind, og jeg nyder det.
 
Den begejstrede kaglen og trompeteren fra hønsehuset, når der bliver lagt et æg, katten der spankulerer på terrassens rækværk, og prøver at æde mine klatreroser mens jeg ikke ser det, duggen der sidder som små perler på løvefodens blade.
 
 
Lige meget med mode og trends
 
Der findes (ifølge mig) ikke noget bedre sted i verden end en have at være i. Det behøver hverken at betyde, at du skal være indehaver af flere tønder land, ej heller at det skal være fint og fancy. En krog med en stol og en æblekasse til at stille tekoppen, kan sagtens gøre det. For i haven er det lige meget. Lige meget med mode og trends, lige meget med skal og bør, i haven er der frihed til at tænke, lege og eksperimentere og ikke mindst nyde. Mine bedste uderum og kroge i haven er opstået efterhånden som vi tog haven i brug og langsomt fandt ud af hvor der var dejligt at være hvornår.
 
Cowboymad og ristede pølser
 
Bålpladsen, under den store hassel der er lavet af en håndfuld genbrugte ølandsbrud, fra en nedlagt sti i haven, omkranset af kuglebuksbom jeg har købt på DBA og hostaer og dagliljer fra min mor´s nabo. Pladsen lavede vi et forår, hvor have kriblen i fingrene var så enorm, at noget måtte gøres for sæsonen virkelig satte i gang. Den bliver brugt sommer og vinter, og her er brygget mange gryder med Cowboymad, ristet pølser, skumfiduser, bagt snobrød og poppet popcorn. For haven giver nærvær, og nærvær er noget af det, der er på toppen af vores ønske barometer.
 
 
Rent og ufortyndet nærvær
 
Der bliver skrevet bøger om nærvær, holdt kurser om nærvær, men for mig er haven rent og ufortyndet nærvær. Det er her vi kan være sammen, hver for sig, med os selv og med hinanden. Og haven kan vi bruge til det meste. En krog i aftensolen med lækre lave loungemøbler hvor man kan have gæster, hvor dovne teenagere kan flade ud med vennerne, eller hvor dagens cocktail eller eftermiddagens kaffe kan nydes. Et overdækket udekøkken til tilberedning af hjemmedyrk i lange baner og lækre sager marineret i friskplukkede urter, der skal steges på grillen, til fryd for gæster, venner og familie. Men du kan også dyrke din hobby i haven. Et smukt grønt og frodigt rum, hvor du med tæerne i det dugvåde græs, kan vågne sammen med dagen, verden og fuglene, mens du laver din yoga rutine, eller mediterer over om det var hønen eller ægget der kom først. I min optik, kan man ikke have for mange kroge og pladser i haven, for det gælder om at nyde den hvert et sekund det er muligt at være derude, for det er i haven vi finder nærvær i lange baner.