Heart Kunstmuseum

Krøllede mure og asymetriske fliser...

I 2009 blev Hernings nye Kunstmuseum, HEART, indviet og resultatet taler for sig selv. Den enestående arkitektur er ganske enkelt et studie i, hvordan man, med kreativ snilde, kan skabe utrolige resultater med sten og beton.

Når Hernings kunstmuseum har valgt at kalde sig HEART, så er det ikke tilfældigt. Udover sammentrækningen af ’Herning’ og det engelske udtryk ’art’, så symboliserer det nemlig også puls og hjerte – to elementer, der om noget beskriver det midtjyske byggeri.

Alle 5600 m2 er tegnet af den amerikanske arkitekt Steven Holl, som har været tro mod den lokale kontekst, museet befinder sig i. Fra første øjeblik har han nemlig været inspireret af Hernings tekstilhistorie med fabrikker og tøjhuse. En inspiration der har resulteret i et museum, som primært er gennemført i et stofligt tema.

In-situ støbt beton

For at honorere den særlige historiske kontekst er væggene indfarvet i hvidt beton og facaderne er blevet tillagt en unik, krøllet tekstiloverflade. Et resultat som kun kunne opnås ved at støbe betonen in-situ – eller på godt dansk ’på stedet’.

Denne metode gør det muligt at opføre bygninger med skæve overflader og utraditionelle vinkler, fordi den flydende beton er nemmere at tilpasse for støberen. En lige så vigtig fordel ved metoden er, at in-situ støbning tillader store spændvidder og bjælkefri løsninger, som gør det muligt at skabe betonkonstruktioner i ’letvægt’.

Ligner skjorteærmer fra oven

Det har blandt andet været nødvendigt, da den stoflige reference skulle videreføres på taget. Her udgøres formen nemlig af fem store skaller, som – set fra oven – mest af alt minder om en række skjorteærmer skåret igennem på langs.

En omfattende detalje der kan tilskrives et arkitektonisk penselstrøg, som tillader det overordnede tema at gennemsyre bygningen fra alle tænkelige vinkler.

Mindre kan dog gøre det og et mere jordnært kunstnerisk udtryk kommer da også til syne, hvis man fokuserer på den helt særlige belægning omkring kunstmuseet.

IBF fliser sætter scenen

En stor del af udearealet er således skabt i forlængelse af bygningen og består blandt andet af belægningssten fra IBF. Her er det på en ganske utraditionel, men æstetisk gennemført måde, lykkedes at kombinere store torve- og bordurfliser med mindre betonmursten i et kreativt mønster.

En særpræget og smuk løsning, som er med til at skabe harmoni i samspil med den omkringliggende natur. Og som i øvrigt understreger, at HEART ikke nødvendigvis er sine obligatoriske udstillinger underlegen.

Museet er simpelthen et kunstværk i sig selv.