Et geometrisk tæppe af femkantede fliser

 

Til det nye multihus ”Hjertet” i Ikast - har C.F. Møller arkitekter designet denne femkantede flise ”Penta”. Fliserne er omdrejningspunkt for en bygning, der ingen bagside har - men kan tilgås fra alle sider. Et roligt geometrisk tæppe, der byder gæsten velkommen. I flere af fliserne er der indfaset ”små tekster”- som er forfattet af byens lokale borgere. Et projekt der i sin helhed på fineste vis illustrerer samspillet mellem arkitektur, landskab og belægning.

Belægningen - det bærende element

Nina Walsh, arkitekt cand.arch. fra C.F. Møller fortæller bl.a. ”Netop i dette projekt har belægningen, i samspil med de grønne arealer og huset, været det bærende arkitektoniske element i arbejdet med landskabet. Det var vigtigt, at belægningen ikke havde en retning, at man potentielt kan både tilføje og fratrække belægning ad årer ved ændret brug, og den vil fremstå helstøbt til trods.
 
Samtidig er belægningen omdrejningspunktet omkring et hus, som ikke har en bagside men tilgås fra alle sider. Brugen skifter alt efter, hvilken side man står på. De store 5 kantede fliser giver et roligt geometrisk tæppe, og de store fliser giver færre samlinger og bliver for så vidt elementer i sig selv til brug i undervisningen, til det nuværende kunstprojekt med tekster eller for skater hvor funktionaliteten øges.
 
Vi er rigtig glade for den færdige flise, som vi har kaldt Penta. Hele samspillet imellem huset, belægning og de grønne elementer er blevet som ønsket”.
 
 
 
 
 
 

Vinder af den Internationale Arkitekturpris 2019 fra Chicago Athenaeum

C.F. Møller vinder i juli 2019 den prestigefyldte pris "The International Architecture Award 2019 by the Chicago Athenaeum" for projektet "Hjertet." Juryen havde modtaget rekordmange projekter fra hele verden, men alligevel var det "Hjertet," der tog førstepladsen. Læs C.F. Møllers respons til prisen her.