Anlægsgartneren: “Når man kommer omkring et hjørne, skal der åbne sig en ny oplevelse”

En halv times kørsel fra Aalborg bor anlægsgartner Per Kjær sammen med familien i et hyggeligt landhus med kig til marker og natur. Han hjælper til dagligt andre haveelskere med at tegne drømmehaven og lede det endelige anlægsarbejde. Kort sagt: Per har alle idéerne til at transformere haven fra en græsplæne til et spændende uderum med gangstier, terrasser og overraskelser om hvert hjørne.

Vi har besøgt ham i hans private have og forsøgt at aflure anlægsgartnerens bedste tricks til at skabe en have med atmosfære og hyggelige uderum.

Indgang til anlægsgartnerens have. De runde fliser inviterer indenfor.

”Jeg vil gerne skabe et godt rum med forskellige oplevelser, når man kommer rundt i haven. Når man kommer omkring et hjørne, skal der åbne sig en ny oplevelse”. Per Kjær fortæller om sine tanker for haven, imens vi går rundt og nyder de flotte brændte røde og solgule farver. Hvert forår, når han slår havelågerne op for nysgerrige havegæster, er det dét, han vil give videre til os inspirationshungrerende gæster. En overraskelse om hvert hjørne. 

Havens areal er samlet set enormt, men det er slet ikke det indtryk, man får som førstegangsbesøgende. Træer og buske skærmer og opdeler haven i mindre tætte uderum, der hver har sin charme. Et af de største rum, der dog først bliver afsløret efter en nærmere inspektionsrunde, er rummet med orangeriet, hvor sæsonens sidste tomater hænger i plantens lysegrønne grene.

”Jeg varierer havens forskellige rum ved at bruge forskellige belægninger og planter, og sammensætter dem i forskellige kompositioner. ” Som vi går rundt i haven, bliver det tydeligt, hvad anlægsgartneren mener. Ét rum har en terrasse af brosten – et andet af klassiske betonfliser kombineret med små pigsten. Store kampesten går dog igen hele vejen rundt på vores tur.

”Det vi nyder mest i haven lige nu, er de flotte efterårsfarver og de gyldne toner, der kommer frem i bladene, ” fortsætter Per. ”Ellers står den lige nu på klargøring til vinter, hvor vi skal have beskåret rundt omkring og have nogle enkelte planter dækket ned, så de kan klare frosten. ”Men vi er sådan nogle, der aldrig lukker haven helt ned. Vi har altid et nyt bed, der er undervejs, eller en ny belægning et eller andet sted”.

Klargøring til vinter

Per Kjærs seneste projekt var en havesti med nye runde fliser. Han savnede noget at gå på, når han skyder genvej ind i en af havens kroge, og synes de runde fliser giver en god effekt i haven.

”Dét, de runde fliser kan, er jo at give en uformel og blød form i forhold til klassiske firkantede fliser.”

Gangstien med de runde fliser er også med til at vise gæsten, at der er mere i vente. Lokke til en ny overraskelse. Følger man fliserne, der i anlægsgartnerens have er anlagt som trædesten, kommer vi ind til en lille lukket grusbelagt gangsti, der snart åbner op til en nyt grønt rum med en terrasse i det nærmeste hjørne. På terrassen står havestole i patineret træ, der fortæller om de sommeraftner, der er nydt her.

Per Kjær fortæller dog, at de runde fliser også giver andre muligheder. ”Udover at bruge dem som trædesten i græsplænen, som her, så tænk også på dem som trædesten i et større bed, hvor det vil gøre det nemmere at komme rundt, når bedet skal lues eller nye planter skal til”. Han fortæller også at fliserne ville være praktiske at anvende rundt langs husmuren, hvor man måske allerede har et bed, som de runde fliser kan integreres i. ”Så har man noget at stå på, når det er tid til vinduespudsningen”, fortæller Per og fortsætter: ”Det er også muligt at lægge de runde fliser i et hav af granitskærver rundt langs huset”.

Vores runde i haven er ved at være slut, og jeg har noteret mig, at en opdeling af haven i små hyggelige rum og overraskelsesmomentet er kendetegnet ved Pers have. Tætte stier og trædefliser binder de enkelte uderum sammen og eskorterer grønfingrede gæster rundt.

Vil du også lave gangstier med runde fliser?
Læs mere og se størrelserne HER.

JA TAK, jeg vil gerne modtage blogindlæg, interviews og andet spændende inspiration direkte i min indbakke.

DEL

Del på facebook
Facebook
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Du kunne måske også være interesseret i...