Familien Sørensens vilde byhave i Horsens

Vilde buketter fra baghaven og et fælles familieprojekt

Der er liv og glade dage i familien Sørensens byhave, der gemmer sig bag hækken på en gade i Horsens midtby. Familien startede et “vildt” haveprojekt for snart 3 år siden og i dag er haven ikke kun legeplads for familiens tre børn, men lige så meget for bier og andre insekter, der elsker nektaren fra de vilde danske blomster, som familien har sået på udvalgte områder. Haven summer af ægte bi-velvære og stråler af farve fra blomsterne, der på imponerende vis kommer igen år efter år.

Susan Sørensen, der sammen med sine børn og mand, har integreret vilde bede i haven, fortæller her om deres “vilde” haveprojekt. Familien er selv blevet overraskede over hvor lidt, der egentligt skulle til. “Det er tankevækkende hvad et enkelt vildbed i en byhave kan tiltrække,” fortæller Susan.

– Og det er jo egentligt en helt fantastisk nyhed for alle os andre, der måske for første gang skal i gang med et vildt blomsterbed. Læs med og lad dig inspirere af familiens vilde byhave.

Det hele startede med en frøbombe

Efter en dag i børnehaven kom familiens yngste hjem og fortalte om frøbomber. Hun havde været med i Ramasjangs projekt “Ramasjang redder bierne” og havde formet jordkugler med vilde blomsterfrø.

Familien prøvede efterfølgende selv at lave en frøbombe og detonerede den i et højbed, der blev til familiens første skridt mod en “vildere” have.

“Det er en fest for børn at være med til at lave frøbomber og efterfølgende selv kaste med”, fortæller Susan om deres første sommer med frøbomber og vilde bede. Du kan læse mere om frøbomber hos Ramasjang på DR.dk.

Året efter stod den på byggeprojekt og havens jord blev modeleret godt rundt. Alligevel kom blomsterne fra forrige års frøbombe op igen – dog et andet sted end forrige års frø-eksplosion.

Familien har renoveret deres røde murstensvilla og har i samme omgang anlagt ny have med IBF Fliser, rhododendronhæk og nye bede, der efterfølgende er blevet til et mekka af vilde danske blomster i flor.

Flere “vilde” bede i haven

De standhaftige blomster fra frøbomben fik lov at blive og blomstrer stadig i haven i dag. Siden har de dog fået selskab af langt flere vilde blomster i familiens store bed i haven. Efter byggeprojektet fik familien nemlig mulighed for at lave større vilde bede. De nysåede vilde blomster havde dog svært ved at stille sig tilfreds med blot et udvalgt areal i bedet. Blomsterne bredte sig hurtigt og voksede sammen med krydderurter og bærbuske i bedet.

Når du sår vilde blomster, vil de nemlig selv smide frø – og selvså nye blomster. Derfor har du ikke brug for mange frø til at starte med, før det vilde bed efter noget tid faktisk er fyldt godt ud.

Det vilde blomsterbed i byhaven i Horsens

Det gør dog ikke noget for Susan, at de vilde blomster har travlt med at sprede sig. “En sidegevinst er nemlig alle de søde buketter, man kan plukke i overflod, uden at insekterne mangler noget.”

En buket med vilde blomster fra haven pynter på skænken indendørs.

“Det er helt fantastisk at følge udviklingen af blomsterne helt hen i efteråret og høre og se, hvordan der bare er liv og glade dage”, fortæller Susan om udviklingen af blomster i haven, der kan følges fra forår til efterår.

Projektet tog fart

Den vilde have blev hurtigt til at projekt, der kunne samle familien og som børnene også var interesserede i at følge med i. Haven blev pludselig fuld af forskellige insekter, der blev tiltrukket af de vilde blomster.

Projektet stoppede dog ikke her. Susan fik en idé med at grave gamle murebaljer ned i det vilde bed, så vandet kunne tiltrække guldsmede og andre større insekter.

Her er familien ved at sætte guldfisk ud i en større muerbaljesø. Dog skal man holde guldfiskene ude af ligningen, hvis man gerne vil have alle insekterne og kravl i vandet. Planen er derfor, at byhaven skal have endnu en balje denne sommer.
Murerbajler i det vilde bed før det hele begyndte at spire.

Hvis vi alle gør lidt

For Susan handler det om at sprede budskabet om den vilde have til flest mulige. Derfor fortæller hun gladeligt naboen om at så vilde blomster, når hun stikker hovedet over hækken for at få et par fifs til de farvestrålende blomsterbede. “Hvis vi alle gør lidt bliver det til meget i fællesskab”, afslutter Susan om at hjælpe den danske biodiversitet godt på vej.

Familien har ikke kun fået en smuk, farvestrålende have med “liv og glade dage”, men også en have, som er omdrejningspunkt for et fælles sommerprojekt, alle kan være del af.


Hvad er en “vild” have?
Som følge af en forringet biodiversitet og mangel på mad og ynglesteder for danske bier og insekter, er der de seneste år heldigvis kommet større fokus på igen at skabe bedre levevilkår vores insekter. En “vildt” område er et større eller mindre areal, der tilgodeser insekterne. Her bliver græsset ikke slået og vilde, danske blomster af hjemmehørende arter får lov at spire, så bier og andre insekter har mulighed for at finde føde.
Flere foreninger, bl.a. “Vild med Vilje” har allerede gjort et stort arbejdet for at sætte større fokus på problemet. IBF vil også gerne være med til at hjælpe sagen godt på vej og viser gennem foråret og sommeren 2021, hvad vi som boligejere selv kan være med til at gøre, for at hjælpe biodiversiteten godt på vej hjemme i baghaven. Du kan høre meget mere om at skabe en vild have – eller bare et vildt bed – i vores snak med biolog Vicky Knudsen.

Find den rigtige frøblanding

Når du sår vilde blomster, er det vigtigt at frøblandingen indeholder hjemmehørende arter, så vores danske insekter kan leve af dem. Vi har i samarbejde med biolog Vicky Knudsen sammensat et brev med frø til den vilde have, som indeholder 28 vilde danske blomster. Læs mere om IBF’s danske vildeng blanding her.

Sådan sår du dine vilde blomsterfrø

Det er super nemt at så vilde blomsterfrø. Følg nedenstående vejledning – så får du veltilfredse bier og sommerfugle i din have.

1. Vælg et lysåbent sted i haven, dvs. hvor der er rigelig sol og ingen bygninger eller træer til at skygge.

2. Skræl græsset og det øverste jordlag af. 10-20 cm. jord af.

3. Løsn jorden og bland den med sand og grus for at udpine jorden – det er især vigtigt, hvis du bor på Sjælland, hvor jorden er mere leret og muldrig. Sand og grus kan du købe i dit lokale byggemarked.

4. Opbland blomsterfrøene i noget sand, så de er nemmere at udså, og spred dem ud på jordstykket. Riv lidt i jorden for at dække frøene til og vand området efterfølgende. Derefter er det bare at vente på, at frøene spirer.

DEL

Del på facebook
Facebook
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Du kunne måske også være interesseret i...