Se hvilke haveprojekter Felix skal i gang med

Se med når vi følger Felix Smith og hans haveprojekt. Felix er en passioneret havemand. Han elsker at fifle i haven, og så er han og hans familie helt vilde med “det gode udeliv”. Nedenfor kan du se den første af to film – og få et unikt kig ind i Felix’ smukke have.


Bag om film 1

Læs om vores møde med Felix Smith, da vi en efterårsdag kom for at filme i hans have.

“Kom lige med herover.” Felix er allerede på vej ned bagerst i haven og giver tegn med armen til, at vi skal følge efter.

Vi har stået og snakket lidt, efter vi ankom til Felix’ hus. Med det samme vi kom ud ad bilen, blev vi mødt af to vidtstrakte arme til et velkomstsknus. Felix fjerner øjeblikkeligt alle spekulationer om etikette og akavet smalltalk, som ellers kan præge et førstegangsmøde. Vi følger efter ham forbi huset og om i haven. De opsmøgede skjorteærmer og sorte tennissokker, der stikker op af de bløde snørresko får os til at føle os godt tilpas i hans selskab. Felix er uformel og har en oprigtig varme, der nærmest giver sommerstemning i haven, selvom det er september.

Vi er kørt til Bagsværd, ikke langt fra Københavns turistfyldte gader og osende busser. Felix har fundet sig en plet, som har et strejf af landlig romantik. Beliggenheden tillader, at han på kort tid kan nå ind til TV-shows, blitzlys og stilethæle på den røde løber.

Vi har aftalt et møde med Felix, fordi han har et par projekter i haven, der skal forbedres og opgraderes. Han viser fotografen, min kollega Kim og jeg rundt i haven, inden vi skal til at filme.

Vi når op til den bagerste del af haven, hvor Felix hurtigt afslører familiens tilnavn for stedet. “Det her er gravpladsen,” siger Felix med et skævt smil. Felix og Kim snakker om, hvad der skal til for at forbedre området. Det er nemt at forestille sig, at der til sommer skal være saftevand og sommermad her på terrassen – men der er plads til forbedringer. Lige nu står vi på grus af småsten omkring et gammelt spejlbassin. Felix fortæller, at de små sten omkring bassinet er alt for stor en fristelse for børnene – de skal bare smides i bassinet. Terrasseområdet er omkranset af grønne høje buske, så der er helt lukket af. Der er bænke langs kanten, en Buddha-figur, en kinesisk lanterne og en indisk elefant af granit.

Haven har stemning, hyggekroge og masser grønt liv, der springer frem fra alle sider. Haven må være et eldorado for børn, der kan gemme sig, pjaske med vand eller spille bold.

Efter lidt snak frem og tilbage, går vi igen ned mod huset og lander på familiens anden terrasse. “Det her er havens hjerte.” Felix kigger let rundt på terrassen som for at vise os, hvad han taler om. Felix fortæller, at det er vigtigt for ham at bevare stilen og ikke vælge nogle fliser, der gør terrassen for moderne og minimalistisk. Man kan mærke, at det er vigtigt for ham. Når man kigger op på huset med pigsten i soklen, efeuen der kravler op ad husmuren og de små sortindrammede vinduer, forstår man godt hvorfor. Stilen binder hus og have sammen, og jeg kommer pludselig selv til at drømme om et landhus, måske i Toscana. På terrassens ene side er en overdækket spiseplads med et grønt levende tag. Det er så tæt, at jeg tænker Felix og familien endda kunne blive siddende herude, hvis der skulle komme en lun sommerbyge midt i kartoffelsalaten.

Vi snakker igen om fliser og gennemgår i ord, hvad der lige om lidt skal eviggøres på film. Alt imens forsøger Felix’ lyse labrador på charmerende vis at få et klap, og Kim stryger naturligt hånden let over dens gyldne hår.

Til slut tager Felix os om til familiens tørrestativ, hvor der hænger masser af vaskeklude og håndklæder i alverdens farver og mønstre. Da Felix er færdig med at indvie os i planerne om trædefliser fra havelågen til tørrestativet, smøger han ærmerne op – og vi er ikke i tvivl – vi skal i gang med optagelserne.

Kameramanden retter på holdningen, inden han går tilbage til bilen for at hente udstyret. Nu er det ham, der skal på arbejde, og selve optagelserne kan begynde. Der er ingen nervøsitet at spore hos Felix, han er i sit rette element. Det lyse hår er tilfældigt på den gode måde, og hans fine linjer omkring øjnene trækker sig sammen, da mundvigene bevæger sig opad i et smil.

Vi følger efter rundt om huset, hvor vi har planlagt, at filmen skal starte.

Felix kører professionelt rundturen igennem igen, denne gang med en nysgerrig kameralinse tæt på og i en korrespondance med min kollega Kim som fagmanden, der har alle de gode fif og idéer.

Inden vi sætter os ind på bilsædet, får vi alle igen et varmt kram. Kim taster slutdestination for vores hjemtur ind på bilens GPS, og da vi kører ud af indkørslen, kigger vi på hinanden og siger – det gik da meget godt …


Så blev haven færdig…

En regnvejrsdag, efter anlægsgartneren og hans sjak har været i gang – viser Felix os rundt i haven. Følg med og få et unikt kig ind i Felix’ smukke have, og ikke mindst, hvilke produkter Felix har valgt.

JA TAK, jeg vil gerne modtage blogindlæg, interviews og andet spændende inspiration direkte i min indbakke.

DEL

Del på facebook
Facebook
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Du kunne måske også være interesseret i...