God ledelse hver eneste dag
> ESG-afdeling sikrer fokus
IBF ønsker at være på forkant med udviklingen, så vi kan leve op til de stigende krav fra myndigheder og kunder omkring bæredygtig udvikling, dokumentation og rapportering. Derfor har vi etableret en ESG-afdeling, der hjælper med at skabe overblik og koordinere indsatserne indenfor ESG i hele koncernen. Foruden at arbejde med strategi, politikker, handlingsplaner og iværksættelse af konkrete indsatser, hjælper ESG-afdelingen også kunder, der har spørgsmål omkring bæredygtighed og ESG. Vi er alle på den samme rejse mod en mere bæredygtig fremtid, og det er vigtigt at vi hjælper hinanden til at komme i mål med vores ambitioner.
> CSR-politik sætter den overordnede ramme
Det er et krav indenfor arbejdet med ESG, at virksomheden udarbejder politikker og retningslinjer, som kan sikre, at den lever op til national lovgivning og de internationale konventioner, som vi alle er underlagt indenfor menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljøområdet og god forretningsskik. Det kalder man en CSR-politik. CSR-politikken kan betragtes som en paraply, der er spændt ud over koncernens selskaber og fastlægger retningslinjerne for god forretningsskik og adfærd på et højere plan. IBF-koncernens CSR-politik bygger på de samme principper, som vores Leverandør Code of Conduct, så vi sikrer, at vi selv lever op til samme strenge krav, som vi stiller til vores leverandører.
> Leverandørstyring med Code of Conduct
Leverandørerne er særligt vigtige, når det handler om bæredygtighed, fordi hovedparten af miljøpåvirkningerne fra vores produkter stammer fra udvinding og bearbejdning af råvarerne. Derfor har vi igangsat et styrket samarbejde med vores faste leverandører for at sikre, at de har fokus på at reducere CO2-udledningen fra deres produktion og processer, og at de arbejder på at nedbringe miljøpåvirkningerne. Medarbejderforhold, menneskerettigheder og god forretningsskik er også emner, vi drøfter med leverandørerne. Størsteparten af IBF’s faste leverandører er danske virksomheder, hvilket giver gode muligheder for tæt dialog. Vi har udsendt vores Leverandør Code of Conduct til +130 leverandører.
> Whistleblowerordning giver tryghed
IBF etablerede i 2023 en intern whistleblowerordning som sikrer, at medarbejderne trygt kan fortælle om det, hvis de oplever uregelmæssigheder, ulovlige aktiviteter eller tvivlsom etisk adfærd i virksomheden. Whistleblowerordningen er en vigtig mekanisme, som hjælper os til at sikre, at vi driver en ansvarlig forretning med en høj etisk standard. Ordningen betyder, at medarbejderne altid kan fortælle om deres oplevelser uden at skulle frygte repressalier eller negative konsekvenser. Det kan føre til tidlig opdagelse af fejl, korruption eller andre kritiske forhold, og det hjælper os til at kunne tage proaktive skridt for at løse disse udfordringer, før de eskalerer.
> Interne politikker sikrer klare rammer
Klare rammer gør det meget lettere at navigere i hverdagen. Derfor har IBF udarbejdet en række klare politikker og retningslinjer for vores medarbejdere, som gør det let at forstå de interne spilleregler. Ud over at fortælle, hvad vores medarbejdere må og ikke må, så sikrer politikkerne også, at medarbejderne forstår deres rettigheder og muligheder. Vores HR-afdeling står også altid klar til at hjælpe medarbejdere, der har spørgsmål til regler og retningslinjer.