Hverdagens sociale indsatser
> Sundhedssikring til medarbejderne
Vi vil gerne passe på vores medarbejdere. Både når de har det godt, og når de af forskellige årsager ikke har det godt. Derfor tilbyder vi alle medarbejdere privat sundhedssikring, som giver mulighed for hurtig hjælp, hvis fysikken driller, eller der er behov for hjælp til at håndtere psykiske problemer. Det kan være afgørende med en hurtig indsats, hvis der f.eks. opstår problemer med stress og mistrivsel. Ligeledes giver sundhedssikringen adgang til gratis fysioterapi og behandlinger i det private sundhedssystem, hvis ventetiden i det offentlige er lang.
> Stor arbejdsmiljøorganisation og intern arbejdsmiljøkoordinator
Vi har en stor arbejdsmiljøorganisation i IBF med et hovedarbejdsmiljøudvalg, lokale arbejdsmiljøudvalg og en lang række arbejdsmiljøgrupper. For at sikre kontinuerligt fokus på sikkerheden og arbejdsmiljøet har vi endvidere ansat en arbejdsmiljøkoordinator som har til opgave at hjælpe arbejdsmiljøorganisationen med alle dens opgaver, herunder APV, sikkerhedsrunderinger, anmeldelse og undersøgelse af arbejdsulykker mm. Det betyder, at vi hele tiden har fokus på arbejdsmiljøet – også i de stille perioder, hvor alting kører som skal.
> Flexjobbere og mennesker med særlige udfordringer
IBF er en arbejdsplads, hvor der er plads til mennesker gennem hele deres arbejdsliv. Vi har mange medarbejdere, der har været her i en menneskealder, og dem værner vi om. Det betyder også, at vi finder nye opgaver til dem, hvis livet tager en uventet drejning, og det ikke længere er muligt at udføre samme arbejdsopgaver eller at arbejde fuld tid. Vi har både nye og gamle medarbejdere ansat, som arbejder på særlige vilkår eller i en flexjob-ordning, og vi har uddannet mentorer, som kan støtte og hjælpe de medarbejdere, der har udfordringer af privat eller arbejdsmæssig karakter. Det er vores oplevelse, at det bidrager positivt til arbejdsmiljøet, når der er plads til alle, og medarbejdere med særlige udfordringer har ofte en særlig motivation og arbejdsglæde, som vi alle nyder godt af.
> Betonmageruddannelse
For at øge kompetenceniveauet i vores produktionshaller har vores medarbejdere mulighed for at uddanne sig til betonmager. Den toårige uddannelse er opbygget, så de skiftevis er på AMU-kursus og arbejder i virksomheden. Ud over en bred faglig viden om beton, uddannes medarbejderne bl.a. i projektforståelse, tegningsforståelse, normer for betonfremstilling, formbygning til betonstøbning og kvalitetskontrol. Derudover er sikkerhed, arbejdsmiljø og det ydre miljø en integreret del af uddannelsen. Medarbejderne får fuld løn i hele forløbet, hvilket også er med til at gøre uddannelsen attraktiv.
> Hatten af for håndværkeren
De seneste to år har vi kørt kampagnen ”Hatten af for håndværkeren”, hvor vi forsøger at medvirke til at vende tendensen med, at unge fravælger en erhvervsuddannelse. Det gør vi, fordi vi som en del af byggebranchen er afhængige af dygtige håndværkere, der udfører et solidt og godt arbejde. Af samme grund støtter vi hvert år DM i Skills, Verdens Vildeste Brobygger, og så uddeler vi vores egen IBF-pris som en anerkendelse til unge nyuddannede, der har gjort det særlig godt. Vi inviterer også erhvervsuddannelserne på besøg hos os og tilbyder at deltage i undervisningen. På den måde arbejder vi på at skabe et stærkt og tæt samarbejde med erhvervsuddannelserne.
> High:Five-samarbejde får tidligere straffede i arbejde
High:five er et initiativ, der hjælper med at skabe job og uddannelsesmuligheder for unge mellem 15 og 30 år, der er i fare for marginalisering på grund af kriminalitet. En plettet straffeattest kan gøre det svært at komme videre med sit liv efter endt afsoning, og det kan på sigt føre til ny kriminalitet. Derfor er det vigtigt at række hånden ud mod tidligere straffede og give dem en chance for at starte på en ny og bedre livsbane. På IBF vil vi gerne være med til at løfte det samfundsansvar. Derfor har vi i slutningen af 2023 indgået samarbejde med High:five, så vi i fremtiden kan tilbyde unge tidligere straffede et job hos os.
> Padelhal og træningscenter
Vi vil gerne gøre det nemmere for vores medarbejdere at dyrke sport og motion i en travl hverdag. Derfor har vi bygget en kombineret padelhal og motionscenter på vores hovedkontor, som alle medarbejdere kan benytte gratis. Medarbejderne har taget rigtig godt imod tilbuddet, og til vores store glæde har det skabt helt nye relationer på tværs af organisationen. Padelhold er blevet formet på kryds og tværs af afdelinger og fagområder, og det er fantastisk at se, hvordan det styrker sammenholdet i virksomheden, når medarbejderne begynder at dyrke motion sammen.
> Sponsorater til sport, kultur og uddannelse
IBF støtter op om en række gode initiativer med sponsorater indenfor både sport, kultur og uddannelse. I 2023 var vi bl.a. sponsor på TV-programmet ”Linde på Langeland”, hvor man følger Sofie Linde (kendt fra X-Faktor) i et stort gør-det-selv byggeprojekt i bedste sendetid. Vi støtter også lokalsporten med fodbold og håndbold-sponsorater, ligesom vi er sponsor på en række arrangementer, der skal hjælpe med at tiltrække og fastholde unge i uddannelse, herunder DM i Skills og Verdens Vildeste Brobygger. Vores sponsorater medvirker til at give samfundet noget at samles om, og det er vi glade for at kunne bidrage til.