Så lægger du fliser og belægningssten
Belægningssten
Formater mindre end 30x30 cm
Belægningssten lægges på afretningslag og skal efter lægning af sten vibreres med en pladevibrator. Beregn en sætning ved vibrering på 1,5-2,5 cm. Mindst ved store belægningssten (få fuger pr. m²) og størst ved mindre belægningssten (flere fuger pr. m²). Med hjørnet af skovlen laves der render i gruset til jernrørene, der udlægges parallelt i det løse sand med passende mellemrum og justeres i højden efter de udspændte snore og under hensyn til det planlagte fald på belægningen. Faldet skal være minimum 10 promille (1 cm pr. m) ved terrasser og 20 promille (2 cm pr. m) ved indkørsler.
Der trækkes af med retskinne eller et lige bræt, og rørene flyttes. ”Renderne” rørene efterlader skal efterfyldes og udjævnes (brug ”bagsiden” af kosten).
Fliser
Formater større end 30x30 cm
Fliser skal modsat belægningssten lægges på komprimeret afretningslag. Vibrering af fliser er ofte ikke påkrævet, da de netop er lagt på komprimeret afretningslag men kan dog evt. efter lægning vibreres med velegnet pladevibrator (m/kunststofplade) for moduler på op til 50x50.
Større fliser stødes på plads med brolæggerjomfru eller lignende. Afretningsgruset udlægges i en højde på 30 mm (± 10 mm).
Med hjørnet af skovlen laves ”render” i gruset til jernrørene, der udlægges parallelt i renderne med passende mellemrum. Der justeres i højden efter de udspændte snore og under hensyn til det planlagte fald på belægningen. Der trækkes af med retskinne eller et lige bræt og rørene flyttes. Renderne, som rørene efterlader efterfyldes og udjævnes (brug ”bagsiden” af kosten).
Opbygning af underbund
Det er vigtigt, at underlaget og bærelaget er veludført og dimensioneret for den belastning, belægningen skal udsættes for.
Du kan læse meget mere om den korrekte bundopbygning i guiden Et stabilt underlag er vigtigt.
Overhøjde ved brønde
Overhøjde i forhold til brønde og nedløb på færdigkomprimeret belægningsoverflade indbygges på ca. 5-10 mm til efterfølgende sætninger. Overfladen er nu plan og klar til udlægning af sten eller fliser.
Skal man bruge geotekstiler?
Geotekstiler, også kaldet fiberdug, anbefales ikke indbygget direkte under din nye belægning.
Geotekstiler giver ikke i sig selv en ekstra bæreevne i befæstelsen, men
kan forhindre, at de enkelte lag blandes, f.eks. mellem råjord og bundsikringslaget.
Geotekstiler bør ikke benyttes direkte under stenene af flere grunde:
- Det hindrer afretningslaget i at blive presset op i fugen ved vibrering.
- Det hindrer belægningens overflade i at blive helt jævn, da det bliver sværere at presse stenene ned i afretningslaget ved vibrering af stenene.
- Risikoen for at stenene glider på geotekstilet forøges.
Planlægning og udførelse
Planlægning skal foretages på forhånd, så du er helt klar over omfang, mål, mønster m.v. Der sættes parallelle snore på modulmål langs belægningens sider eller parallelt ud fra huset, og der sættes en snor vinkelret på siderne i starten af belægningen.
Afsætning
Afsætning af ret vinkel foretages efter 3-4-5 metoden (Pythagoras læresætning a² + b² = c²). Det er vigtigt at få startet i en ret vinkel ud fra f.eks. husmur, så belægningen ikke ”løber” fra dig under lægningen.
Kontrol
Til kontrol af modulmål og læggeretning sættes endnu en vinkelret snor, eller læg retskinnen frem i afretningssandet. Start f.eks. med et ”5-stens mål” og læg sten/fliser i lige flugter og med passende ensartet fuge og juster op til snore/retskinne, og fortsæt sådan frem i læggeretningen. For hver ca. 3-5 m² foretages endnu en kontrol, eventuel justering af fuger og flugter, inden der tilføres første gang fugesand. Det gøres, for at du ikke kommer til at skubbe stenene ved trafik under læggearbejdet.
Belægningen skal lægges i modulmål
Modulmål er et udtryk for stenens/flisens indbygningsmål inkl. fugeafstand og tolerance. Det reelle sidemål på f.eks. en 30x30 cm flise er 296 mm ± 2 mm. Overholdes modulmålet ikke, kan det forventes, at der kommer til at mangle sten/fliser, eller at belægningen bliver mindre end planlagt.
Oplyste mål i brochurer, vejledninger m.v. er alle modulmål inkl. fugeafstand.
De fleste betonsten og -fliser støbes med produktknaster også ofte kaldet fugeknaster, de er ca. 1,5
mm høje. Disse er udelukkende til intern brug i produktionsøjemed og anvendes ved palletering / transport af betonstenene eller fliserne.
Disse knaster sikrer ikke, at der opnås en korrekt fugebredde (2-5 mm), stenene må således ikke lægges, så der er direkte kontakt mellem sten og produktknaster. Overholdes dette ikke, vil det give problemer med at fylde fugerne, mindske kraftoverførelsen mellem stenene og derved give problemer med at holde linjerne.
Fugeafstanden på 2-5 mm skal overholdes, så der bliver plads til fugesand. Det sikrer, at du får en stærk og tæt fuge. På belægninger der lægges ”knas”, vil der være stor sandsynlighed for, at der kommer skader på kanterne og måske revnede sten/fliser.
Fuge har en vigtig funktion
Fugens funktion består af tre elementer. Den skal sikre overførsel af kræfter i belægningen, uden at der opstår betonkontakt mellem de enkelte elementer. Dels skal den sikre plads til et godt fugemateriale, der medvirker til at gøre belægningen stærk og tæt, og endelig skal fugen optage tolerancer og hermed sikre, at mønster og flugter kan holdes ensartede og rette.
Bemærk at minimum 1/3 af belægningens samt bærelagets samlede styrke ligger i en korrekt udført fuge med 2-5 mm bredde.
En korrekt udført fuge sikrer, at dele af belastningen på en betonsten eller flise overføres til de omkringliggende sten.
Fugning
Fugesandet fejes løbende ned i fugerne, som lægningen skrider frem og justeringer er foretaget. Færdig fugning foretages først, efter belægningen er færdiglagt og vibreret.
Der skal anvendes et tørt, gerne skarpt, fugemateriale med en kornstørrelse på 0-4 mm med en jævn fordeling i kornenes størrelse og fri for ler.
IBF Fugesand har disse egenskaber og efterlever DS 1136.
Bemærk:
Fint strandsand er ikke egnet som fugesand, da det ikke låser og overfører belastningerne på samme måde som en fugesand, der efterlever gældende standarder (DS1136).
Fint strandsand tillader, at vand kan trænge igennem fugen, så bærelaget bliver fugtigt og dermed mister bæreevne. Det kan være medvirkende årsag til, at der undertiden optræder kørespor i indkørsler, også selv om der er udført et tilstrækkeligt bærelag.
Fugesandet må ikke henligge på belægningen, da det giver risiko for afsmitninger.
Rådgivende civilingeniør Søren Gleerup viser her hvorfor og hvordan IBF Fugesand anvendes:
Bland sten og fliser
Bland sten og fliser fra flere paller ad gangen, når du lægger dem. På grund af naturlige variationer i betons råmaterialer og vandindhold, kan der forekomme mindre farvevariationer på betonvarer. Det udnytter du ved at tage fra flere paller ad gangen, samt at tage ”ind og ned i pallen” (ikke lagvis). Særlig vigtigt er det, hvis det er mixfarver eller farvede produkter.
Skæring eller klipning
Ved fliser anbefaler vi, at du anvender en kraftig vinkelsliber monteret med diamant-skæreskive. Belægningssten kan som regel klippes med en stenklipper, men det giver en lidt ”rustik”, ujævn kant, og kræver en smule øvelse. Alternativt skæres også belægningssten. Undgå, hvis muligt, at lave små smalle og spidse tilpasninger. De knækker ofte, specielt ved trafikbelastning. Når det er muligt, anbefaler vi at anvende færdigproducerede specialsten m.v. Det letter arbejdet og tilfører også belægningen en flot finish.
Undgå at skære med vinkelsliber direkte oven på den nye belægning, skærestøvet lægger sig på overfladen og kan i forbindelse med fugt hærde af på overfladen. Ved forbandt kan det anbefales, at belægningskanten afsluttes med et ”bånd” (også kaldet rulleskifte) af hele sten (om de skal ligge på tværs eller have samme retning som de øvrige sten kan overvejes) fordelen er, at de halve sten kommer ind at ligge ”inde i” belægningen og ikke ude i kanten, hvor de muligvis kan skride ud eller vippe. Det ser også godt ud!
Renholdelse
Renholdelse under udførelsen er afgørende for et flot slutresultat. Undgå at træde i afretningssandet under arbejdet, dels risikerer du at lave ujævnheder i afretningen, dels kommer der lerholdigt sand op på din nye belægning, som kan medføre en tilsmudsning, der efterfølgende kan være svær at fjerne.
Vibrering af belægningssten og fliser
Vibrering af belægningssten foretages med en egnet pladevibrator, på en altid renfejet belægning.
Den rigtige pladevibrator vil ”summe” hen over belægningen. Der køres med pladevibratoren en gang på langs derefter over fejes med fugesand, og der vibreres på ny, denne gang på tværs af belægningen. Hver gang vibreres med 50% overlæg, så hver sten vibreres min. 4 gange. Sørg for, at vibratorpladen er ren og fri for rust og ler.
Belægningen fejes nu grundigt med fugesand til alle fuger er godt fyldte, hvorefter belægningen fejes helt ren.
Vibrering af fliser er ofte ikke påkrævet, da de er lagt på komprimeret afretningslag.
Finder du det nødvendigt, skal vibrering foretages med velegnet pladevibrator (m/kunststofplade) men kun for moduler op til 50x50 cm og skal foretages med omhu. Vi anbefaler, at der foretages en forudgående test for at iagttage, om der kommer eventuelle skader.
Et alternativ til vibrering af fliser er at støde med brolæggerjomfru eller knopstang (en klaphammer eller en lille muggert kan også anvendes, men kræver lidt mere muskelkraft). Brug altid et mellemlæg, minimum et kraftigt bræt/planke eller en kunststofplade.
Ved vibreringen ”sætter” og komprimerer fugesandet sig, derfor er det ofte nødvendigt at fuge igen. Sørg for at alle fuger er optimalt fyldte. Til slut fejes belægningen ren, da fugesand, der henligger på den nye belægning, holder på fugtigheden, ellers kan medvirke til at udvikle kalkudfældninger.
Fugesandet vil ofte sætte sig efter nogle uger. Det viser sig som åbne halvtomme fuger og så skal der efterfuges igen. Sørg for at belægningen altid fremstår med fyldte fuger, da det styrker belægningen og hæmmer udvikling af ukrudt.
Husk at anvende en korrekt pladevibration i forhold til om du skal lægge belægningssten eller fliser.
Til lægning af belægningssten anbefaler vi en pladevibrator med følgende specifikationer:
Vægt [kg] : 186
Kontaktareal [m2 ] : 0,175
Centrifugalkraft [kN] : 29
Kraft pr. areal [kN/m2 ] : 166
Frekvens [Hz] : 95
Til lægning af fliser anbefaler vi en pladevibrator med følgende specifikationer:
Vægt [kg] : 64
Kontaktareal [m2 ] : 0,15
Centrifugalkraft [kN] : 10,5
Kraft pr. areal [kN/m2 ] : 70
Frekvens [Hz] : 90
Visse typer pladevibratorer, specielt mindre, hvor ovenstående kombination ikke er til stede, kan have en tendens til ”at hoppe” på belægningen. Det svarer til, at der ”bankes” oven på stenene, hvilket kan medføre knækkede sten eller skader på overflade og kanter.
Husk altid en kantsikring
En forudsætning for at belægninger med betonsten og fliser har en lang levetider er, at der etableres en kantsikring. Kantsikringens opgave er at holde sammen på belægningen, således at trafikken ikke skubber stenene fra hinanden, og belægningens styrke derved reduceres.
Hvis belægningen grænser op til en bygning eller lignende, skal der ikke foretages yderligere.
Hvor dette ikke er tilfældet, kan kantsikringen eksempelvis bestå af en betonkantsten, der sættes i jordfugtig beton, eller der kan graves en lille rende, hvor der støbes med jordfugtig beton.
Selv om belægningen afsluttes med en speciel randsten, der griber ind i
den øvrige belægning, er det stadig nødvendigt at etablere kantsikring.